Kom til storslået koncert, når Kenneth Dahl Knudsen igen i år fremfører ATLAS d. 2 december i Vor Frue Kirke i Aalborg.

 

En del af overskuddet fra koncerten går til humanitære formål til fordel for det Ukrainske folk, som udpeges i samarbejde med bandets ukrainsike sangerinde Ganna Gryniva

 

Som medlem af Fredsby Aalborg får du 50 kr. rabat på billetten. Skriv til hos på net@stofanet.dkk, så sender vi en rabatkode til billetsalget, som skal bruges inden d. 1/11.

 

 

__

Den prisvindende og internationalt anerkendte nordjyske musiker Kenneth Dahl Knudsen tager ældgamle musiktraditioner med på nye rejser i en stærk sekstet med tråde til både klassisk musik, moderne jazz og musikkens dybe rødder.
__
Med sin nye sekstet har Knudsen allieret sig med en række fantastiske musikere med rod i forskellige traditioner. Den fortræffelige oud-virtuos (et traditionelt mellemøstligt strengeinstrument) Wassim Mukdad er rundet af den klassiske syriske musik, mens duduk-spilleren (en traditionel fløjte) Ertan Tekin er en overbevisende formidler af traditionel kurdisk musik og kultur. Den israelske jazzpianist Eyal Lovett har en forkærlighed for Bachs fugaer, og formår med sit spil at bygge arkitektoniske lydbilleder af Jerusalems travle, kaotisk duftende gader. Længere nordpå finder vi den ukrainske folkesangerinde Ganna Gryniva, som med en særlig vildskab trækker den østeuropæiske folklore ind i et moderne elektronisk og loopende univers. Ensemblet fuldendes af den spansk-polske violist Sebastian Peszko – en alsidig musiker der har forfinet sit udtryk både i klassiske orkestre og indenfør sigøjnerjazz.
Musikken til ATLAS er nykomponeret i dialog med ensemblets musikere – med et mål om både at lade de rige musiktraditioner komme til udtryk, og samtidig udfordre traditionernes rammer og skabe nye retninger i grænselandet mellem moderne og gammel, mellemøstligt og europæisk, komponeret og
improviseret.
Man kan forvente en koncert, der med sjæl og nerve udforsker både musikkens traditionelle aner, kompositionsmusikkens præcision og jazzens eksperimenterende afstikkere. Uanset hvad, er der lagt op til en smuk, poetisk og melankolsk oplevelse.

 

__
Koncerten er arrangeret af KDK Music i samarbejde med Vor Frue Kirke og Huset i Hasserisgade.