Referat fra generalforsamlingen afholdt d. 10.03.25
Dagsorden:
1. Valg af dirigent Referat fra generalforsamlingen afholdt d. 10.03.25
2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse og godkendelse af foreningens regnskab og budget
4. Fremtidige aktiviteter og strategiske initiativer
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
6. Valg af revisor
7. Fastsættelse af kontingent
8. Evt. indkomne forslag
9. Eventuelt
1. Valg af dirigent
Finn Reske Nielsen
2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning
Bestyrelsesformand Niels Erik Thomsen aflagde bestyrelsens beretning:
“Her tre år efter coronaen kan vi se tilbage på en uforudseelig udvikling, med alt det i sig, som vi arbejder for at undgå. Krigene i Ukraine og Mellemøsten kom hen over natten – måske som kulmination på en lang optakt – og båret af mange uheldige omstændigheder.
Vi i Fredsby Aalborg, FN Forbundet og andre har forudset det – vi arbejder for fred også når der er fred. Alligevel kom krigen – måske har vi ikke passet godt nok på – ved havelågen. Men jeg tror ikke vi har hele skylden. Der skyller en bølge af nationalisme og grådighed hen over verden og den har vi desværre ikke kunnet dæmme op for.
Men vi er her stadig – og vi arbejder ufortrødent videre for dialog og venskab som den eneste farbare vej til fred. Også efter disse krige bliver der skår der skal klinkes og venskaber der skal genoprettes – det hjælper vi også med.
Bestyrelsen reflekterer løbende over foreningens målsætning og praksis – og vi præciserer lige nu vores målsætning i tre hovedoverskrifter.
Et ”Fredens Hus” i Aalborg – med særlig fokus på børn og unge
Aalborg og Nordjylland som Fredsby – aktiviteter og samarbejder med fred som dagsorden.
Aalborgs internationale profil – som fredsby og deltager i internationale netværk.
Vi lægger os samtidig op ad FN’s charter og FN’s Verdensmål nr. 16. Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Vi har gennem de sidste bestyrelsesmøder arbejdet med at omsætte de tre hovedoverskrifter til en handlingsplan – og måske til en tidsplan, hvor vi helt eller delvist når vores mål indenfor overskuelig horisont.
Kjeld vil uddybe vores handlingsplan under pkt. 4 i dagsordenen.
Foreningen arbejder pragmatisk med de ressourcer vi har til rådighed. Der har i tiden siden foreningens start været et meget højt aktivitetsniveau og en stor økonomisk omsætning. Vi har alene kunnet opretholde dette aktivitetsniveau fordi vi har haft enestående samarbejdspartnere og generøse sponsorer.
Vigtigste aktiviteter i 2024/25
Jeg vil kort gennemgå foreningens aktiviteter i det forløbne år.
Der er regelmæssigt, ca. en gang om måneden afholdt bestyrelsesmøder, ud over de arbejdsmøder der hører til aktiviteterne, og der er hen over året udsendt flere nyhedsbreve. Blandt foreningens aktiviteter vil vi med glæde nævne:
Fredscontaineren
Fredscontaineren er et skridt på vejen mod et ”Fredens Hus” og indeholder som bekendt en sanselig udstilling om konflikthåndtering – med børn og deres erfaringer i centrum.
Fredscontaineren har stået ved 29 af Aalborgs Folkeskoler og deltaget i en række markante events. I 2024 har den været tilbudt til to nordjyske kommuner – Rebild og Vesthimmerland, hvor den har stået på i alt 10 skoler.
Desuden har den stået ved Nørresundby Bibliotek og med et stort besøgstal deltaget i Bæredygtighedsfestivalen – Aalborg 2024 i Kildeparken.
Der er meget godt at sige om Fredscontaineren – den sender på 4. år sit budskab om positiv konflikthåndtering ud til børn og unge. I år har Karin påtaget sig at få yderligere to nordjyske kommuner i tale.
Vores sponsor til denne aktivitet er som bekendt Spar Nord Fonden, som med sine flotte donationer har givet mulighed for at købe containeren og transportere den rundt til nordjyske skoler og events.
Bevilling fra Spar Nord Fonden
Spar Nord fonden er i det hele taget vores kilde til gode aktiviteter. Hvert år har vi haft møde med repræsentanter for fonden og fået lov til at søge på ny. Sidste år bevilgede fonden to års støtte af hver kr.100.000,-, uden at vi behøver at søge det sidste år. Et flot sponsorat som både giver handlingsmuligheder og legitimitet.
Work shop.
I januar 2025 afholdt bestyrelsen en workshop om ideer og mål for foreningen det kommende år. Den udbyggede vores hidtidige handlingsplaner og peger på en række fremtidige aktiviteter og arbejdsopgaver, som Kjeld vil fortælle mere om i punkt 4.
Praktikanter fra AAU – Astrid og Cecilie.
I foråret fik vi henvendelser fra to studerende på relevante studier på AAU som søgte en praktik, før deres afsluttende projekt.
Vi har tidligere haft kontakt til studerende som har brugt foreningens målsætning og materiale i opgavesammenhæng. Vi har bidraget med oplæg, kritikker osv. Denne gang var det en periode på 5 måneder, hvor vi skulle give to studerende en formel praktik og en god faglig sparring. En noget større udfordring – men også en stor mulighed.
Vi tog vel imod dem, bød ind med FN Forbundet og Seniorer Uden Grænser som samarbejdspartnere – og fik alle sammen en enestående god oplevelse. En engageret hjælp til mange arrangementer og frisk inspiration til vores hjemmeside og sociale medier. Vi håber i den kommende tid at kunne tiltrække andre studerende under lignende gode omstændigheder.
Fredsby København
I forbindelse med vores fredsarrangement i Musikkens Hus, har vi haft flere medlemmer af FN Forbundet i København med i planlægningen. En gruppe af disse medlemmer med Mona Ljungberg i spidsen har taget initiativ til at oprette en Fredsby København efter inspiration fra Aalborg. Mia, som er med i Fredsby Aalborgs bestyrelse, er medinitiativtager.
Niels Erik har haft onlinemøder og kontakter til Mona og Fredsby København og på Fredsby Aalborgs vegne tilladt at vores kolleger benytter alt hvad de kan bruge af vores vedtægter, grafiske materiale mv. Det er aftalt at vi så vidt mulig drager nytte af hinandens ideer og kompetencer – og på sigt går ud med fælles arrangementer.
Arrangementer med Fredshaven i Viborg, Marienhaab m.fl.
I bestyrelsen har vi enkeltvis og samlet optrådt i en række arrangementer med foreningens fredsbudskab. Stort set alle er med i andre vigtige sammenhænge, andre bestyrelser og andre aktiviteter – men en stor del af aktiviteterne har adresse hos Fredsby Aalborg.
Kjeld og Finn drog sammen med vores praktikanter til Viborg Fredshave, i august 2024, og underholdt med musik og foredrag et par timer. I efteråret afholdt vi i samarbejde med Marienhaab et kulturelt arrangement for fred – med fællessang, foredrag af Kjeld og musik af Søren Kaalunds band. I februar 2025 var Kjeld og Niels Erik afsted til et indbudt arrangement i venstres ungdom – hvor vi var blevet bedt om at præsentere foreningen. I september var vi, indbudt af FN Forbundet med til Socialdemokratiets kongres i AKKC.
”En eftermiddag for fred” – arrangement i Musikkens Hus.
I forbindelse med FN’s Internationale Fredsdag i september afholdt vi i samarbejde med Musikkens Hus, FN Forbundet og Seniorer uden Grænser et – efter vores målestok, stort arrangement. Vi indbød kendte oplægsholdere – Lykke Friis fra Tænketanken Europa og forfatter og debattør Özlem Cekic. Ordene blev omfavnet af musik fra Middle East Peace Band med Henrik Goldschmidt i spidsen. Finn holdt det hele fast og kærligt sammen, som ordstyrer og moderator.
Arrangementet var flot sponsoreret af Spar Nord Fonden, Gudrun & Palle Mørchs Mindefond, Aalborg Events og Seniorer Uden Grænser. Arrangementet trak trods en væsentlig entre op mod 250 tilhørere.
Ny Hjemmeside
Det har længe været bestyrelsens hensigt at opdatere hjemmesidens tekst og layout til en moderniseret form, som afspejler den grafiske udvikling og bestyrelsens justerede fokus – udviklet over de sidste syv år.
En vigtig fornyelse er hjemmesidens nye sprog-lag – i takt med vores internationale tilpasning. Her kan man ved et enkelt tryk, oversætte hjemmesiden til engelsk.
Vores praktikanter har været uundværlige katalysatorer for igangsættelse af det omfattende arbejde og for input til den nye layout. Materialet er indleveret til Conexia som står for det professionelle arbejde.
Sociale medier
Foreningens brug af sociale medier har været under pres de sidste par år. Vores aktivitet på medierne afspejler ikke foreningens reelle aktivitetsniveau.
Vores praktikanter har hen over sidste halvdel af 2024 øget vores aktivitet væsentligt og tilknyttet os LinkedIn og Instagram. Dette forpligter naturligvis – og vi håber at niveauet kan opretholdes af Karin og Mia i det nye år.
Fredsdagssamarbejdet
Fredsby Aalborg indgår i et flot samarbejde med flere af byens andre NGO’er, herunder FN Forbundet og Amnesty International – om tilrettelæggelse af arrangementer i forbindelse med FN’s Internationale Fredsdag.
Gruppen samles regelmæssigt til ”Suppemøder” hvor fredsinitiativerne drøftes. I 2024 er bl.a. arrangementet ”En eftermiddag for Fred” udgået herfra.
Aalborg 2024 – Bæredygtighedsfestivalen
I begyndelsen af oktober deltog foreningen i Bæredygtighedsfestivalen ”Aalborg 2024”. Festivalen har ligget stille nogle år men blev genoptaget i år i forbindelse med den europæiske konference om bæredygtige byer – som Aalborg var vært for.
Fredsby Aalborg havde Fredscontaineren stående i Kildeparken under festivalen og tog, ud over mange uformelle besøgende imod en række skoleklasser og deres lærere. Vi indgik desuden et udbytterigt samarbejde med FN Forbundet – om en bod på festivalen, med oplysning om foreningerne, verdensmålspil og meget andet.
Verdensmålscenter
Verdensmålscentret er gået ind i en ny fase hvor aktiviteterne ikke længere er sponsoreret af fonde. Desuden er kredsen blevet udvidet med en række fine, konkrete aktiviteter – repair-cafeer, hvor alting repareres, deleøkonomi, cykel-repair, filmklub mm. Fredsby Aalborg er vedvarende repræsenteret i arbejdet, med fokus på Verdensmål 16, og benytter med glæde de flotte faciliteter biblioteket stiller til rådighed. Vi er derfor også med planlægning af lokalernes indretning.
Vælgersalon om fred – op til EU-valget, juni 2024
Vi indbød kandidater fra alle partier til at drøfte spørgsmålet om ”EU’s rolle i fredsskabelse og fredsbevaring”. De fremmødte kandidater præsenterede deres ideer for publikum og satte sig ned til bordene. Her blev der hygget op med kaffe og forfriskninger. Signe var ordstyrer – mens også Finn og Kjeld holdt oplæg om deres tanker for fremtidens fred.
Indmeldelse i International Cities of Peace – og kontakt til Fred Arment
Kjeld har inden for det sidste par år haft en god kontakt til Fred Arment fra Dayton, USA – initiativtager til by-netværket International Cities of Peace. Kjeld har med dedikeret hjælp fra vores praktikanter meldt Fredsby Aalborg ind i by-netværket. Fred reserverede den flotte plads som by nr. 400 til Aalborg.
ICP har observatørstatus hos FN i Geneve og Fred har som led i indmeldelsen tildelt Kjeld og Finn den hæderfulde opgave at varetage fysisk deltagelse i Geneve.
Medlemskab af ICP indebærer et frivilligt kontingent. Bestyrelsen regner her med et årligt bidrag på ca. 500 dollars.
Nakivale – en venskabsby
Som led i sine rejser til Uganda for Seniorer uden Grænser, har Kjeld haft møder med repræsentanter for ICP-byer i Uganda – herunder flygtningebyen Nakivale. Byen ligner med sine 180.000 indbyggere Aalborg i størrelse. Bestyrelsen har talt om at gøre denne by til en særlig venskabsby – med en tæt og personlig kontakt.
Afslutning
Bestyrelsen er generelt meget tilfreds med aktivitetsniveauet i 2024, som er vores syvende arbejdsår. Mange aktiviteter forudsætter langvarig forberedelse. Vi kan med glæde sige, at vi har nået mere end vi troede muligt – men at der stadig vigtige ting vi ikke fik rørt ved.
Der er mange mennesker som har lagt- og stadig lægger et stort stykke arbejde i- og omkring foreningen. Jeg vil gerne sige tusind tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og for en stor grad af enighed.
Tusind tak til Mia som har valgt at være med i bestyrelsen igen, og bl.a. deltager i oprettelsen af Fredsby København. Tak til Steffen som varetager foreningens økonomi og tak til næstformanden Signe som samler op og kommer med nye ideer.
Tak også til Kjeld som bl.a. har åbnet for kontakten til International Cities of Peace og andre NGO’er. Tak til Nidal som har beriget bestyrelsen og praktikanterne med god energi og flotte synspunkter – hun har desværre måttet holde en pause fra sine mange aktiviteter. Tak til Finn som beriger foreningen med sit store kontaktnet og sine personlige erfaringer fra arbejde i FN. Tak også til foreningens revisor Kjeld Richter Mikkelsen for god revision – og lang og tro tjeneste.
Bestyrelsen har peget på et nyt medlem, Karin Rasmussen som allerede indgår i næsten fuldgyldigt i foreningens arbejde.
Det har været et super-inspirerende at arbejde sammen med jer alle sammen.
Tusind tak, også til foreningens medlemmer for et godt år.”
3. Fremlæggelse og godkendelse af foreningens regnskab og budget
Steffen Holme Helledie har udarbejdet foreningens regnskab, som er revideret og fremlagt af Kjeld Richter Mikkelsen.
Foreningen havde ved årets start en kassebeholdning på kr.107.000,-. Der er indkommet kr.147.000,- i donationer og kontingent. Der er brugt kr.152.000,- på aktiviteter mm. og året slutter med et underskud på kr.5.000,- og en kassebeholdning på kr.101.000,-. De største udgiftsposter er drift og transport af Fredscontaineren og foreningens engagement i ”En eftermiddag for fred” i Musikkens Hus.
I regnskabet indgår Spar Nord Fondens flotte donation på kr.100.000,- og flotte donationer til arrangementet i Musikkens Hus fra Gudrun & Palle Mørchs Mindefond, Aalborg Events og Seniorer Uden Grænser på hhv. kr.30.000,-, kr.10.000,- og kr. 5.000,-
Der er på forhånd tilsagn fra Spar Nord Fonden for det kommende år på kr. 100.000,- og i 2026 kalkuleres med en balance på kr.104.000,-.
4. Fremtidige aktiviteter og strategiske initiativer
Bestyrelsesmedlem Kjeld Lanng fremlagde vores tanker om fremtiden:
Bestyrelsen drøfter løbende visioner og konkrete planer for Fredsby Aalborgs virksomhed. Det skete senest på en workshop den 13. januar 2025. Deler man resultatet af workshoppen og øvrige planer op i et lokalt Aalborg-spor, nationalt samarbejde og et internationalt spor får man følgende billede:
Lokale aktiviteter i Aalborg og omegn:
Fredscontaineren
er fortsat et tilbud til navnlig folkeskoler, p.t. med fokus på kommuner i Vendsyssel. Det forventes, at containeren bruges af 5 – 10 skoler i 2025. Den vil desuden som hidtil kunne anvendes ad hoc i forbindelse med fx festivaler og udstillinger.
Fredskultur
Vi vil fortsætte arbejdet med at skabe en lokal fredskultur, i overensstemmelse med anbefalinger fra FN. I det kommende år vil det ske i samarbejde med Musikkens Hus (som initiativ under ”Fredsdagsgruppen”), musikhaven Marienhaab og litteraturcafeen Ordgejst og, hvis kræfterne rækker til det, andre lokale kulturaktører. I fredsdagsgruppens regi og i samarbejde med Fredsby København er et nyt initiativ under udvikling: ”Et minuts stilhed for fred”.
Oplysningsarbejde
Bred lokal folkeoplysning har fortsat høj prioritet. Det vil ske i samarbejde med Folkeuniversitetet og evt. et oplysningsforbund. Formen kan være foredragsrækker og enkeltarrangementer.
Et relevant samarbejde på området er også Verdensmålscentret på Hovedbiblioteket. Der kan desuden hentes inspiration fra ligesindede organisationer, fx Fredshaven i Viborg. En indmeldelse i CISU med mulighed for at trække på OPEN-puljen er også med i overvejelserne. Vi bør overveje at deltage i Aalborg Kommunes bæredygtighedsfestival den 19-20. september 2025.
Politiske og institutionelle relationer
Det vil styrke foreningens gennemslagskraft at have et mere aktivt samarbejde med lokale partiforeninger og ungdomsorganisationer. Derfor bør det politiske samarbejde opprioriteres. Bør også inkludere Aalborg Kommune, fx de relevante rådmænd og Aalborg Event. Det er særlig relevant i 2025, fordi der er kommunalvalg. En mulighed er desuden at etablere et Advisory Board med forskellige former for ekspertise repræsenteret.
Foreningens hjemmeside og profiler på de sociale medier er netop opdateret. Vi vil være mere opmærksomme på løbende aktivitet og opdatering.
I efteråret 2024 havde foreningen stor glæde af at huse to praktikanter fra Aalborg Universitet. Fredsby Aalborg vil på baggrund af de positive erfaringer gerne indgå lignende aftaler i fremtiden.
Etablering af et ”Fredens Hus” i Aalborg
Er stadig det langsigtede perspektiv og det oprindelige idegrundlag er fortsat gældende. En arkitektkonkurrence er under overvejelse. Alternativt kan grupper af studerende på Arkitektur og Design måske arbejde med emnet.
Nationalt samarbejde:
I slutningen af 2024 opstod et sammenligneligt initiativ i København: ”Fredsby København”. Vi stillede erfaringer og modeller fra Fredsby Aalborg til rådighed og det er glædeligt at se, at der nu er en slags søsterorganisation i hovedstaden. Fredsby København har meldt sig ind i International Cities of Peace og der er således et dansk samarbejde på vej i dette regi.
Der opstod i 2024 et samarbejde mellem Fredsby Aalborg og ”Fredshaven” i Viborg. Samarbejdet bør fastholdes til gensidig inspiration.
Internationale aktiviteter:
International Cities of Peace
Fredsby Aalborg har nu været medlem af International Cities of Peace (ICP) i mere end et år og deltagelsen i organisationens aktiviteter har været høj. Der opstod desuden et meget givende og tæt samarbejde i forbindelse med de nævnte praktikanter. Vi vil forstærke samarbejdet og indgå aktivt i organisationens internationale netværksaktiviteter. En særlig mulighed knytter sig til ICP’s ”Special Consultative Status” ved FN i Geneve. To af Fredsby Aalborgs bestyrelsesmedlemmer har fået delegation til at varetage opgaven, som dog er vanskelig i praksis, fordi Geneve i sagens natur ikke ”ligger lige om hjørnet”. Vi vil fortsat være opmærksomme på muligheden og bevare den formelle rolle.
”Nakivale Refugee Settlement” i Uganda:
Gennem et par år har Fredsby Aalborg opbygget tætte relationer til Nakivale. Der bor ca. 180.000 mennesker i Nakivale, så det svarer omtrent til Aalborg. Nakivale er meget aktiv mht. etablering af fredsbyer og en af dem støttes p.t. af en dansk fond og gennem et samarbejde med Seniorer uden Grænser. Et af bestyrelsens medlemmer besøgte Nakivale i maj 2024 og et nyt og opfølgende besøg i oktober 2025 er under planlægning. I forbindelse med dette besøg vil fredsbyperspektivet stå meget centralt.
Samarbejdet minder om traditionen for venskabsbyer i Aalborg Kommune. Fredsby Aalborg vil afsøge mulighederne for at operere med venskabsbyer med et fredsperspektiv.
Fredsby Aalborg lægger vægt på samarbejde med ligesindede initiativer og internationale organisationer. Det gælder fx den internationale sammenslutning af fredsmuseer. Bestyrelsen vil fortsat være opsøgende på dette område og planlægger et besøg på enten fredsmuseet i Uppsala, Sverige eller fredsmuseet i Bradford, England.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Nuværende medlemmer som ønsker at fortsætte i bestyrelsen:
Niels Erik Thomsen Formand
Signe Mommsen Næstformand
Steffen Holme Helledie Kasserer
Kjeld Lanng Bestyrelsesmedlem
Nidal Seide Bestyrelsesmedlem
Mia Brøndgaard Andersen Bestyrelsesmedlem
Finn Reske Nielsen Bestyrelsesmedlem
Foreslåede nye medlemmer:
Karin Rasmussen
Alle opstillede blev valgt eller genvalgt med applaus.
6. Valg af revisor – Kjeld Richter Mikkelsen
Kjeld har siden foreningens start været vores revisor.
Kjeld er med tak for en god indsats genvalgt som revisor.
7. Fastsættelse af kontingent
Kontingentet var 2024 kr. 20,- pr. år – for studerende og unge under 25 år.
Kontingentet for alle over 25 år er kr. 100,- pr. år.
Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet blev vedtaget.
8. Evt. indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag fra medlemmerne
9. Eventuelt
Intet