På Fredsfestivalen i Karolinelund, Aalborg den 20. og 21. september 2019 blev der løbet mere end 2000 km for verdensfreden.
Syv hundrede elever fra Filstedvejens Skole løb om fredagen i alt 2155 km. Om lørdagen blev der løbet 154 omgange. Mere end halvdelen af disse blev løbet baglæns af spejderne fra Johan Rantzau Gruppe. Eleverne fra Filstedvejens Skole løb ud over de individuelle runder en Skolestafet hvor elever fra små og store klasser løb parvis for venskabets og sammenholdets glade energi. Alle fik udleveret badge, ”Fredsløb 2019” som bevis på deltagelse i Aalborgs første fredsløb. Desuden blev der fra en velvoksen spand udleveret Freds-bolsjer til deltagerne – alt efter hvor mange kalorier der var brugt på den gode sag. På selve fredsdagen blev Fredsløbet suppleret med muligheden for at gennemføre en ”Walk & Talk” for freden – og for at aflevere sit budskab i Fredsby Aalborgs bod.