Fejring af FN’s Internationale Fredsdag den 21. september 2019 er i Aalborg blevet markeret med en Fredsfestival over to dage. Festivalen blev afholdt i Karolinelund, arrangeret i tæt samarbejde mellem fredsaktivisterne ved Fred i Verden – Fredsby Aalborg, Ung Aalborg og Filstedvejens Skole.

Den første dag var skolernes Fredsdag, hvor Filstedvejens Skole fejrede en hel uges emnearbejde om fred med et festfyrværkeri af kreative fortolkninger. Alle årgange på skolen har arbejdet målrettet med fredsemner – og det forlød at mange af eleverne har været ”på flugt” fra skolen. Der har været venskabsdag med sjove samarbejdsøvelser for freden. Der er spillet teater, skrevet musik og lavet kunst for freden. Der er arbejdet med streetart, videoproduktioner og E-sport for freden. Eleverne har levet i krigszoner, lavet god international mad – men også spist nødrationer for fredens skyld. Alt sammen blev flot præsenteret som events på festivalen og hold sammen af musik og taler fra scenen og af det store ”Fredsløb”.

Skolerådmand Tina French åbnede Festivalen med rosende ord til arrangører, elever og lærere og Viceborgmester Nuuradiin Hussein talte medrivende om sin egen oplevelse som flygtning og barn i et krigshærget land.

Elevernes mange indslag kunne opleves rundt i parken, som var pyntet med hundredevis af fredsduer fra de mindre klasser på Filstedvejens Skole og store fredsbannere fra Ung Aalborg. Hver klasse oprettede sin egen base til tasker og madpakker – 700 elever og lærere fyldte parken, scenen og den nye ”Blok X” som tilskuere og deltagere i hinandens arrangementer.

Der var en stor tak fra scenen til Filstedvejens Skole – og stafetten til næste års Fredsdag blev givet videre til Herningvejens Skole. Bestyrelsesformand Niels Erik Thomsen fra Fredsby Aalborg hold en afsluttende tale og sagde bl.a. ” I rækker hånden ud til børn og unge i andre lande hvor freden ikke er en selvfølge. Vi håber I fremover vil tænke på Aalborg som en Fredsby og på denne flotte emneuge hvor I har arbejdet med verdens vigtigste emne”.

Festivalens anden dag, selve FN’s Internationale Fredsdag var en dag for hele familien. Jonny Hefty var konferencier og holdt fra scenen kærligt sammen på de mange og meget forskellige indslag.

Viceborgmester Nuuradiin Hussein holdt åbningstalen og talte bl.a. om sine personlige vurderinger af tidens advarselstegn. Niels Erik Thomsen fra Fredsby Aalborg holdt velkomsttalen om foreningens fokus og forventninger.

Fra scenen gav skolekorene fra Skipper Clement Skolen, Filstedvejens Skole og Sønderbroskolen flotte prøver på deres musikalitet, afsluttet med musik og dans fra Fristedet. Også denne dag blev arrangementet omkranset af Fredsløbet, sat i gang af Jonny Hefty. Fredsløbet og Walk & Talk er beskrevet i en anden artikel på hjemmesiden. Der blev solgt hjemmesmurte sandwich og drikkevarer fra pavillonerne. I Fredsby Aalborgs bod kunne man købe badge og plakater, aflevere sit fredsbudskab og vigtigst af alt – melde sig ind i foreningen.

Om eftermiddagen blev scenen overtaget af festival-erfarne musikere.Jens Kruhøffer spilledede en række kendte og elskede sange for freden inden han blev suppleret af Per Muff til verdenspremieren på et stykke politisk musik-teater med dybe rødder – ”Fredsblues”.

Holger Hansen fra FN-Forbundet holdt fredsdagstalen om de aktuelle konflikter og FN’s vigtige rolle som det eneste fredsbevarende forum der repræsenterer alle lande i Verden.Niels Erik sluttede af med at takke sponsorerne, arrangørerne hos Fredsby Aalborg, Ung Aalborg og Filstedvejens Skole – musikere og venner fra ”Per Muff og Jens Kruhøffer” og ”De Blå”. Tak til alle deltagerne i begge festivaler og sidst men ikke mindst tak til Jonny Hefty for solskin og godt humør.

Festivalen blev afsluttet af ”De Blå” – en talentfuld gruppe unge musikere som spillede fusionsmusik. Egne flotte fortolkninger af kendte jazz og bluesstandarder.