Colombias prekære fred

Af Mia Brøndgaard Andersen. Bestyrelsesmedlem i ’Fred i Verden – Fredsby Aalborg’. Jeg boede i 2019 og 2020 i Colombia, hvor jeg skrev mit kandidatspeciale om fredsprocessen i landet.

 

Mere end 230 tidligere FARC-medlemmer og over 700 sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere er blevet dræbt, siden den endelige fredsaftale mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC blev endelig godkendt for fire år siden. Vejen til fred i Colombia er stadig lang. 

 

I starten af november måned marcherede tidligere FARC-guerillaer til Colombias hovedstad Bogota for at kræve at de sikkerhedsgarantier, som de blev lovet ved underskrivelsen af fredsaftalen, blev overholdt.

Det er  fire år siden, at den endelige fredsaftale mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC blev godkendt, hvilket skulle bane vejen til et mere fredeligt Colombia, der har været hærget af den længstvarende konflikt på den nordlige halvkugle.

Til trods for fredsaftalen fortsætter drabene på de tidligere FARC-krigere, sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere, mens den højreorienterede regering ledet af Iván Duque har forsøgt at stoppe implementeringen af dele af fredsaftalen.

Omkring 240 tidligere FARC-medlemmer er siden underskrivelsen af fredsaftalen blevet systematisk dræbt, derudover har mere end 700 menneskerettighedsforkæmpere og sociale ledere mistet livet. Bag de systematiske drab står paramilitære grupper, der ofte er støttet af den colombianske hær og de store jordejere, som fortsat ser dem som en trussel.

Som et centralt element i fredsaftalen skulle de godt 13.000 guerillaer demobiliseres og reintegreres i det colombianske samfund som civile.

Min interesse for reintegrations- og forsoningsprocessen gjorde, at jeg i 2019 pakkede min kuffert og flyttede til Colombia for at skrive mit kandidatspeciale om inklusion af tidligere FARC-guerillaer i det colombianske samfund. Her boede jeg i perioder ude hos FARC for at lave interviews.

Jeg var drevet af en stor nysgerrighed om at vide hvordan et land, der har været i intern konflikt i mere end et halvt århundrede forsones, og hvordan det er, at skulle inkluderes i et land, som man har været ekskluderet fra og har kæmpet mod.

Netop denne proces har vist sig at være problematisk.

For mange af de tidligere guerillaer, der nu forsøger at finde sig til rette i deres nye tilværelse som civile, er det et liv i frygt, med diskrimination, stigmatisering og trusler.

”Selvfølgelig er jeg bange. Det er vi alle. Jeg er her nu, men i morgen bliver jeg måske dræbt, mens jeg venter på bussen. Og regeringen vil ikke gøre noget. Det er hvad der er sket med mine andre kammerater, siger den blot 30årig tidligere guerillakriger Alexa Rochi, som jeg møder en tidlig morgen på en café i midten af den kaotiske og hektiske hovedstad Bogotá, der huser mere end 8 millioner indbyggere. Dagen forinden vores møde var endnu en kammerat fra FARC blevet begravet efter, at han var blevet myrdet af paramilitære grupper.

Efter Alexa afleverede sine våben sammen med sine kammerater i FARC, valgte hun at flytte til Bogotá, hvor hun er i gang med sin kunstuddannelse. Det er et liv, der står i stærk kontrast til tiden som guerilla i Colombias bjerge – og et liv, der er markant anderledes fra det, som hun havde forestillet sig som barn:

”Jeg var en pige med drømme som ethvert andet barn. Det var aldrig min plan at blive guerilla. Min drøm var at blive politikvinde”

Alexa blev født i den vestlige del af landet i Valle del Cauca. Som barn blev hendes familie fordrevet af paramilitæret, der kidnappede hendes onkel. Familien flygtede til San Vicente del Caguán i den sydlige del af Colombia, hvor de blev budt velkommen af guerillaen, der gav familien et sted at bo og en ny start. Det var her, at Alexas drøm om at blive politikvinde blev ændret.

Hendes syn på guerillaen, regeringen og det samfund hun levede i forandrede sig, og som 12-årg begyndte hun på et politisk kursus i en guerillalejr.

For Alexa blev FARC en stor familie, der bestod af mennesker fra alle dele af Colombia, og som var forenet omkring en fælles kamp om at gøre op med den økonomiske og sociale ulighed og uretfærdighed i Colombia.

For Alexa var våben en nødvendighed for at kæmpe den kamp.

Men netop FARCs anpart i den voldelige konflikt har betydet, at store dele af befolkningen mildest talt er skeptiske og utilfredse med fredsaftalen og guerillaernes reintegration.

Specielt i de større byer oplever tidligere FARC-medlemmer, at de er nødsaget til at skjule deres identitet grundet diskrimination, stigmatisering og trusler. FARC har historisk set repræsenterede de fattige bønder i landdistrikterne, der kæmpede mod en post-kolonial elite, der primært var repræsenterede i byerne.

”I nogle områder bliver vi diskrimineret, fordi vi stadig bliver anset for værende mordere og voldtægtsforbrydere. Men andre steder, primært i landdistrikterne bliver vi ikke diskrimineret, fordi her bliver vi set som værende børn af bønderne”, fortæller Ledis, som jeg møder på et besøg ud til en af de 26 reintegrationslejre, der er bygget rundt om i Colombia, hvor tidligere FARC-medlemmer kan vælge at reintegrere sig.

I lejren, der ligger forholdsvist isoleret i bjergene, bor omkring 100 tidligere guerillakrigere. Lejren bliver monitoreret af FN, af den colombianske regering og FARC. Her modtager de tidligere guerillakrigere undervisning og er involverede i forskellige udviklingsprojekter, der skal styrke både deres sociale og økonomiske reintegration.

Lejren består af simple konstruktioner, hvor hver person har deres eget lille kvadratiske modul. Toiletterne befinder sig i korridorerne udenfor. I lejren er en lille kiosk, som Ledis og hendes kæreste Robert passer, en aula, en børnehave, en lille bar med to billardborde og et lille bageri. De simple hvide konstruktioner brydes med farverig graffitikunst af ikoniske marxistiske figurer som Che Guevara, af FARC-ledere og slogans som ”fred, demokrati, håb og loyalitet”. Mest bemærkelsesværdigt ligger firmaet ’La Montaña’, hvor tidligere guerillaer producerer og syer både bukser og tasker, som sælges til hele Colombia.

Hendes kæreste Robert uddyber: ”Herude føler jeg mig tryg. Lokalsamfundet har taget godt imod os. Selvom de førhen har set os i uniform og våben, så er jeg blot en bonde… Det er som at være kommet hjem”.

Robert blev en del af FARC tilbage i 80’erne. Som barn var familien tre gange blevet fordrevet af paramilitære grupper, hvorfor han besluttede sig for at tilslutte sig FARC.

Robert har så småt fundet sin vej ind i det civile liv. Udover at drive den lokale kiosk i lejren, er han fodboldtræner for områdets børn, han holder høns på nabogården, hvor han har fået lov til at bygge et lille hus til ham selv og Ledis.

Herude er de lokale i området mere positivt stemt over for FARCs tilstedeværelse. Oprettelsen af reintegrationslejrene betyder, at der er kommet en øget tilstedeværelse af nationale og internationale humanitære organisationer, hvilket er med til at skubbe gang i en positiv udvikling.

Til trods for at Robert med sin kæreste har formået at skabe en ny tilværelse, er utilfredsheden med regeringen og implementeringen af fredsaftalen stor. For at freden skal vindes i Colombia, er det afgørende, at den colombianske regering lever op til fredsaftalen, der netop adresserer de strukturelle problemer, der ligger til grund for konflikten.  De manglende sikkerhedsgarantier og implementering af fredsaftalen betyder, at omkring 2000 af de tidligere guerillaer har taget våben til sig igen.

Tilbage i Bogota fortsætter Alexa kampen mod den ekstreme ulighed. Hendes våben er skiftet ud med et kamera og ord, hvor hun igennem sproget og billeder forsøger at dokumenterer den sociale og økonomiske ulighed, der findes i landet.

 

 

I efteråret 2016 blev den historiske fredsaftale mellem den colombianske regering og guerillagruppen FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker) underskrevet. Fredsaftalen skulle markere slutningen på en over 50 års lang og blodig konflikt mellem de to parter. Konflikten har kostet mere end 200.000 livet, over syv millioner mennesker er blevet internt fordrevet og det skønnes at mere end 100.000 er forsvundet. Politisk eksklusion, korruption, høj fattigdom og ekstrem ulighed er nogle af de faktorer, der banede vejen for den langevarende konflikt.

FARC opstod i 1964 som konsekvens af ovenstående faktorer, og var en selvudråbt marxistisk-leninistisk gruppe, der hævdede at repræsentere bønderne og de fattige i landdistrikterne i en kamp mod den postkoloniale elite og mod social og økonomisk ulighed og uretfærdighed.

Fredsaftalen blev under skrevet af den daværende colombianske præsident Juan Santos og FARCs leder ’Timochenko’. Fredsaftalen bygger på seks overordnede elementer om 1) landreform, 2) politisk deltagelse, 3) afslutning på konflikten, herunder våbenhvile, demobilisering og reintegration, 4) løsning på illegale stoffer, 5) aftale om ofrene for konflikten, 6) implementering og verifikationsmekanismer.

Fredsaftalen har mødt stor modstand fra befolkningen, og i 2018 vandt den højreorienterede og nuværende præsident Iván Duque magten, hvor han har forsøgt at hindre dele af implementeringen af fredsaftalen.