Himmelråbende naivitet – en peptalk

Peptalk Folkeuniversitetet Aalborg 10/4-18 Opstart “Fredsby Aalborg”

Kære alle

Fred i Verden! I er himmelråbende naive. Jeres utopi når Kierkegaardske højder. Det er jo som Jodle Birger, der sang “Rigtige venner kan ikke købes for penge”. Det ved vi jo godt, at de kan. Det ligner jo Gandhis Saltmarch i 1930. Skulle det at raffinere salt fra havet kunne fjerne overmagten? Jamen, jamen…

Før jeg bliver fjernet fra talerstolen, så lad mig lige uddybe min forundring. Den stikker ikke så dybt endda – eller også stikker den meget dybt. Faktisk begyndte denne forundring over idealismen – for det er jo idealisme, vi taler om – i de første skoleår, da klasselæreren ideligt gav det mesopotamiske råd: “du skal ikke tro, du skal vide”.

Hjemmefra var jeg nærmest opdraget til det modsatte. Tillad mig lige at læse et digt fra én af mine seneste digtsamlinger – den hedder “Hvis alt kommer til alt” og blev udgivet i 2015. Det korte digt hedder “Jeg vil lave verden om” og det lyder sådan

Jeg vil lave verden om
sagde jeg som ni-årig.

Hvad vil du bruge dit liv til
spurgte de da jeg var 19.
Jeg vil lave verden om
svarede jeg da jeg var 19

Jeg vil lave verden om
svarede jeg da jeg var 29.

Og 39.
49.
59.

Nu må jeg hellere tage mig sammen
og få det gjort.

Digtet er skrevet for fem år siden. Jeg er altså blevet fem år ældre – og jeg er ikke blevet klogere. Eller mindre naiv – jeg vil stadig lave verden om. Jeg har opgivet at opgive mit forehavende – det bliver nok ved.

Nu er der så nogle her i salen, der vil have fred i verden. Det er der mange, der vil, inklusive mig selv. Måske vil de fleste af verdens godt 7 mia. mennesker gerne have fred. Det må man da håbe.

Håb – det er et vigtigt drivmiddel i alt dette. Og måske det, der skiller de fleste af de 7 mia. fra de få – Gandhi, f.eks. – og Aalborgs nye fredsaktivister, hvis jeg må kalde jer det. Og mig selv i øvrigt. Det er jo håbet, der fører til aktion. Som overvinder naivitet. Og viden. Og utopi. Håbet er uadskilleligt fra troen på, at det hele kan blive bedre. At vi kan skabe fred.

Hvordan i alverden gør vi det? Alene at stille nogle få punkter op for hvordan vi skaber fred virker umuligt. For ikke at tale om det at anvise konkrete veje til fred. Mange har prøvet det både i teori og praksis. Og straks udfordres den smukke bestræbelse af nogle næsten uoverstigelige benspænd som politik, økonomi, interessemodsætninger, krig naturligvis, grådighed, ulighed, had – You Name It!

Jeg har ikke en buket gode løsninger – så havde jeg nok levet af renterne af Nobelprisen. Men jeg har tro på og håb om, at vi kan få fred i verden. Og med fare for at blive helt til grin vil jeg også nævne kærlighed. Den hører jo med i treénigheden. “Uden kærlighed går det ikke”, siger man. Klichéerne står i kø, men det gør ikke deres indhold mindre sandt.

“Rigtige venner kan ikke købes for penge”, sang Jodle Birge. Jo de kan så, sagde jeg. Nej, for så er de ikke rigtige venner, lød svaret.

Til sidst: hør lige her: “Fredsby Aalborg”. Aalborg – af alle verdens byer. Hvorfor Aalborg? Det eneste svar jeg kan finde på er: “Hvorfor ikke?”. Og skal jeg også uddybe dét lidt, vil jeg sige, at Gandhi begyndte jo et sted. Det sted, hvor han var. Et ydmygt refugium uden for en storby. Og det begyndte med ham selv. Inde i ham selv.

Det er det eneste sted, håbet og troen kan gro – i det enkelte menneske. Men de skal ud at have et ydre liv, blive til aktion, realitet. Og det kan kun ske sammen med andre og på vej ud i verden.

Lad os nu komme afsted – og lad os SÅ få fred!

ETV 160318

Fredsby Aalborg

+45 6014 8910
bestyrelsen@fredsbyaalborg.dk
CVR 39516063

Generelt

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessant og nyttigt.

Læs mere her