En invitation til dig og alle andre, der kærer sig om freden

Kronik Af Niels Erik Thomsen, Arkitekt MAA, Konsulent og Forh. Partner i Friis & Moltke

Du er nok enig med mig i, at krig er en skændsel – uanset årsagen. Den værste form for menneskelig umenneskelighed er at skabe omstændigheder, som tvinger mennesker af forskellige nationaliteter eller grupperinger til at slå hinanden ihjel.

Vi er mange der kærer os om freden og som er parat til at arbejde for den. For kan man forestille sig et mere vedkommende ærinde end at arbejde for – fred i verden med fredelige midler, for en afbalanceret fordeling af jordens ressourcer og for en bæredygtig udvikling? Udfordringen er bare, at fred for langt de fleste er en diffus og i mange sammenhænge uoverkommelig størrelse. Derfor bliver vores bidrag til et af livets mest efterstræbelsesværdige mål ofte nogle støttekroner til indsamlere fra lokale NGO’er, sortering af affald eller måske mere økologi i køleskabet. Det er alt sammen vigtige og prisværdige bidrag, som vi skal fortsætte med og udvide, men personligt har jeg haft en vedholdende lyst til at gøre noget mere. Noget, som tager afsæt i vores by og de mennesker, der befolker den. Noget, som vi kan samles om og udtrykke vores vilje til fred igennem.

Det er på den baggrund, at jeg nu sammen med en gruppe handlekraftige bisiddere med glæde og begejstring kan annoncere konturerne af ”Fredsby Aalborg”. Her og nu tager Fredsby Aalborg form som en NGO by-organisation, som arbejder uafhængig af politiske partier og uden grænser. Sammen vil vi gøre Aalborg og Nordjylland til et center for fred og bæredygtig udvikling med udgangspunkt i FN og FN’s institutioner. Aalborg skal indgå i et netværk af byer over hele verden, som er i venskabelig kontakt med hinanden og vedvarende bidrager til hinandens tryghed og udvikling.
Johan Galtung, en af verdens førende eksperter vedr. freds- og konfliktforskning skriver: ”Fred er ikke blot fravær af krig. Det har at gøre med den inderste del af dig selv – når du føler dig fri fra skyld eller synd. Ideen er så gammel som verden selv og er befordret af talrige religiøse tænkere. Det er svært at finde en definition på fred, men den bæres af mennesker der bruger sig selv i en større sags tjeneste og måske selv finder fred derved”.
Som fredselsker er du inviteret til at blive en del af Fredsby Aalborg og derigennem udleve din vilje til at arbejde for freden, hvad enten den for dig handler om fraværet af krig, fordeling af ressourcer eller en indre tilstand, hvor du bruger dig selv i en større sags tjeneste.

Til at inspirere os til sammen at forfølge Fredsby Aalborgs vision har vi engageret nogle særdeles erfarne mennesker, kendt for deres humane livssyn – tidligere formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft og journalist Mette Holm, tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. De er en del af en foredragsrække på Folkeuniversitetet, der i løbet af foråret 2018 er med til at kickstarte fredsprojektet. Visionen tager afsæt i FN og FN’s målsætninger og indeholder 4 hjørnestene som definerer Aalborg unikke projekt.

  • Fredsaktivisme: Som by skal Aalborg stille med de bedst mulige arbejdsbetingelser for individer, NGO’er og andre, der arbejder i fredens tjeneste. Det være sig i form af husly, synlighed, taletid, indsigt, netværk og økonomisk hjælp.
  • Fredsforskning og uddannelse: Med udgangspunkt i forskning og inspiration i FN’s 17 verdensmål etableres internationale uddannelser i forebyggelse af konflikter og befæstelse af fred og udvikling. Det skal positionere Aalborg som den by, man tænker på, hvis man vil uddanne sig til at arbejde for fred og bæredygtig udvikling.
  • Fredsinnovation: Aalborg skal være center for iværksætteri, internationale organisationer, lagre og transport og for de sociale- og sundhedsorienterede tiltag, der knytter sig til arbejdet for fred og bæredygtig udvikling.
  • Fredsmuseum: På sigt skal der etableres et nyt museum i Aalborg – i første omgang som en digital platform, der fungerer som bindeled til de øvrige fredsbyer og til FN’s institutioner, og som er alment tilgængeligt med relevant information.

Foreningen ”Fred i Verden – Fredsby Aalborg” er i dag under opbygning. Den korte formålsbeskrivelse tager udgangspunkt i den overordnede vision: ”Foreningen vil arbejde for fred i verden med fredelige midler – med udgangspunkt i FN og FN’s institutioner” – og definerer Aalborgs rolle: ”Vi vil integrere Aalborg i eksisterende netværker og gøre byen til et center for fred, ud fra sin egen unikke målsætning”.
De store organisationer – Aalborg Kommune, Region Nordjylland, Aalborg Universitet, Erhverv Norddanmark, Faglige organisationer og Aalborg Stift vil blive involveret – men dette er en invitation til dig og alle andre der kærer sig om freden til at engagere sig i arbejdet. Invitationen gælder alle Aalborgs og Nordjyllands borgere og ikke mindst undervisere og studerende fra universitetet og andre undervisningsinstitutioner. Visionen er grundlaget for arbejdet men vi har brug for jeres viden og engagement for at kunne tage de næste skridt mod Fredsby Aalborg – et samlingspunkt for alle der vil arbejde for freden.

Visionen kan rekvireres på net@stofanet.dk

I arbejdet omkring fredsprojektet er der, ud over initiativtageren samlet en gruppe Bisiddere som alle sætter personlige ressourcer af til at løfte projektet.

Anders Hjulmand – Advokat og partner i advokatfirmaet HjulmandKaptain.
John Lundsgaard – Bankdirektør, i direktionen for Spar Nord Bank.
Lars Christian Nørbach – Museumsdirektør, Nordjyllands Historiske Museer.
Bengt-Åke Lundvall – Professor, Aalborg Universitet
Olav Jull Sørensen – Professor, Aalborg Universitet
Kristian Møller Andersen – Sekretariatsleder, Folkeuniversitetet

Fredsby Aalborg

+45 6014 8910
bestyrelsen@fredsbyaalborg.dk
CVR 39516063

Generelt

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessant og nyttigt.

Læs mere her