Bestyrelsen

Niels Erik Thomsen
Formand
net@stofanet.dk
Niels Erik er initiativtager til foreningen Fredsby Aalborg – City of Peace. Han er uddannet murer og arkitekt MAA og har arbejdet hos Friis & Moltke Architects i 32 år, heraf de sidste 23 år som medindehaver. Niels Erik trak sig tilbage i 2017. Han skrev foreningens vision og samlede den interimsbestyrelse der var afgørende for Fredsby Aalborgs igangsætning. Han blev valgt som foreningens første formand.

Signe Mommsen
Næstformand
smommsen@hotmail.com
Signe er Cand. mag i fransk og etnografi samt MA i Internationale Relationer. Hun har tidligere arbejdet for Læger uden Grænser, UNDP – FN’s udviklingskontor og Carl Bro International. I dag arbejder Signe som fransklærer. Signe vil aktivt opbygge internationale kontakter med andre byer, der arbejder for fred. Hendes erfaring fra internationale organisationer giver hende en unik indsigt i, hvordan man kan bygge bro mellem lokale og globale aktører i fredsarbejdet.

Nidal Seide
Nidal er kulturkonsulent og formidler med fokus på at bygge bro mellem forskellige kulturer og afklaring af ”Den kulturelle tavse viden”. Hendes arbejde omfatter uddannelsessystemer, organisering af viden og tværkulturel kommunikation. Nidal er også aktiv i Integrationsrådet, bl.a. i Aalborg Kommune og brænder for at integrere udlændinge i det danske samfund og fremme forståelse af den Danske kultur. Nidal har 30 års erfaring med at holde foredrag om emner som identitetsopbygning, kulturmødet vers. kulturchok og tværkulturel formidling.

Steffen Holme Helledie
Kasserer
steffen.helledie@gmail.com
Steffen er Lektor i Innovation – ansat som International Forretningsudvikler ved Norddanmarks EU Kontor. Han har en uddannelse fra AAU og et kinesisk universitet med speciale i Innovation. Steffen ser klare synergier mellem Fredsby Aalborg – City of Peace og de aktiviteter, der kendetegner hans nuværende job indenfor EU. Steffen er folketingskandidat for Radikale Venstre.

Kjeld Lanng
Kjeld er cand.phil. i samfundsfag fra Aalborg Universitet med speciale i freds- og konfliktforskning samt master i konfliktmægling fra Københavns Universitet. Han har flere lederuddannelser og erfaring som HR-chef inden for forskning og uddannelse, både på Europæisk og Skandinavisk plan. Kjeld er aktiv i flere organisationer med fokus på fredsarbejde, men også på bredt internationalt udviklingssamarbejde, fx i Uganda. Kjeld indgår i både lokalt, nationalt, og internationalt samarbejde og er Fredsby Aalborgs primære kontakt til ICP.

Finn Reske-Nielsen
Finn er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet, hvor han også underviste i en årrække. Finn har dog tilbragt det meste af sit arbejdsliv i FN’s tjeneste i forskellige dele af verden – Zambia, Schweiz, USA, Namibia, Papua Ny Guinea, Laos og Timor-Leste. Her har han beskæftiget sig med fred og stabilitet, menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og humanitær bistand. Hans sidste FN-stilling var som leder af FN’s fredsoperation i Timor-Leste. Siden sin pensionering fra FN, har bl.a. været aktiv i FN-Forbundet, hvor han er næstformand og formand i forbundets nordjyske kreds.

Mia Brøndgaard Andersen
Mia er uddannet cand.soc i udviklingsstudier og internationale relationer fra Aalborg Universitet med speciale i fred og konfliktløsning. Mia har boet flere år i bl.a. Argentina, Canada og Colombia, hvor hun har beskæftiget sig med fred og menneskerettigheder. Til dagligt bor Mia i København, hvor hun arbejder i NGO’en Youth for Understanding. Mia har været med i Fredsby Aalborg fra starten, og hun sidder samtidig i bestyrelsen i Fredsby København.

Karin Rasmussen
Karin har en uddannelse i kommunikation fra AAU og Creative Leadership fra Kaospiloterne. Hun er aktiv i Verdensmålscentret, der har til formål at sætte turbo på og booste indfrielse af FN’s 17 Verdensmål gennem konkrete aktiviteter. Hun har engageret sig i Fredsby Aalborgs bestyrelse for at udbrede kendskabet til fredsarbejdet og medvirke til at iværksætte aktiviteter, som motiverer mennesker til at indgå i dialog, samarbejder og fællesskaber, der fremmer fred og konfliktløsning.
